
Pressemeddelelse, udsendt d. 6. juli 2015
Den 22-årige længdespringer Andreas Trajkovski Sørensen står i denne uge over for sit helt store sæsonmål. På torsdag venter kvalifikationen ved U23 EM, og det unge medaljehåb drager til Tallinn med stor optimisme, efter han i weekenden vandt længdespringskonkurrencen ved World Youth Games i Gøteborg. Sidste gang den unge længdespringer repræsenterede de danske farver var ved junior-VM i 2012, hvor han vandt sølv og satte ny dansk juniorrekord med et spring på 7,82 m.
Sæson 2015 er gået over al forventning. Og der er grund til masser af optimisme efter weekendens resultater, hvor han også – til sin egen overraskelse – løb 10,71 i 100 m-finalen.
”Jeg føler jeg har haft en rigtig god forberedelse. Man kan sige, at Gøteborg i weekenden var en generalprøve, og det gik jo rigtig godt. Jeg arbejder meget på at få fart i mit tilløb. Derfor stillede jeg også op på 100 m og var overrasket over, hvor hurtigt jeg løb. Det blev til en finaleplads, så jeg løb 2 x 100 m, kort før jeg skulle springe. Så med lidt trætte ben når jeg ud på 7,61 m uden at komme tæt på planken og har et andet og bedre forsøg, som kun lige er overtrådt med tåspidserne, så der er en del mere at give af,” siger en glad og optimistisk Trajkovski.
Forventningspres efter suveræn sæson

Tre år er gået siden VM-sølvmedaljen i Barcelona. En skade i baglåret holdt den unge atletikudøver væk fra længdespring over en længere periode. Men han gav aldrig op, og i 2014 rykkede han til USA for at forbedre sig i varmere vejr og bedre rammer på junior college i Iowa.
Sæson 2015 er den bedste nogensinde. Han er ubesejret i NJCAA-rækken (National Junior College) og skrev sig ind i historiebøgerne ved at blive dobbelt national mester i længdespring som den første ikke-amerikanske studerende nogensinde. Resultaterne har givet genlyd, og Andreas Trajkovski bliver nu overdænget med tilbud fra landets førende universiteter, der ønsker at sikre sig, at den unge atlet vil repræsentere deres navn og sportshold frem mod OL-året 2016.
I alt ni længdespringskonkurrencer har det unge talent deltaget i denne sæson. Kun i to tilfælde er han blevet henvist til andenpladsen – ved Europa Cup i den bedste række og til den 29-årige EM-bronzevinder (inde) Andreas Otterling. Andreas Trajkovski er derfor også klar over, at der nu er store forventninger til ham.
”Jeg ved godt, der er forventninger til mig – det er en del af gamet. Men jeg er bedst under pres. Der er gået tre år, siden jeg vandt VM-sølv, men jeg husker det, som det var i går. Det var vildt fedt! Jeg glæder mig til at repræsentere de danske farver igen og mærke stemningen fra publikum. I første omgang vil jeg fokusere fuldt ud på at kvalificere mig til finalen. Både min onkel og min træner fra USA har fødselsdag torsdag, hvor der er kvalifikation, så jeg må jo sørge for at give dem en god fødselsdagsgave. Min træner Steve kan først være der til finalen, så det motiverer mig ekstra meget.”
Ny personlig rekord skal sættes med Carl Lewis-teknik

Samarbejdet med amerikanske Steve Gordon har virkelig givet pote i denne sæson. Men fokus på Carl Lewis-inspireret springteknik, generel styrke og ikke mindst hurtigere tilløb er resultaterne blevet bedre og bedre. Og træneren har fuld tiltro til Trajkovski ved U23 EM, som er det primære sæsonmål for deres samarbejde.
”Jeg er meget tilfreds med Andreas’ resultater i Gøteborg. At han kan løbe 100 m i 10,71 – tæt på hans sæsonrekord (10,70) – siger en del om hans træning og timing i forhold til at være klar til U23 EM. På sit længdespring på 7,61 m er han ikke engang tæt på planken. Og han springer også 7,80 m – der dog dømmes overtrådt med kun en tåspids. Det er meget muligt, at Andreas kommer til at sætte ny sæsonrekord ved EM. Måske endda ny personlig rekord. Han er klar!” lyder beskeden fra træner Steve Gordon.
Læs meget mere om Andreas Trajkovski – baggrund, tidligere udsendte pressemeddelelser, rekorder, resultater o.m.m. – her.
Information om U23 EM i atletik:
Længdespring, kvalifikation: Torsdag kl. 11.22
Længdespring, finale: Fredag kl. 19.05
Følg med ved U23 EM via live-streaming på denne kanal
Se resultater fra U23 EM her
Startliste ved U23 EM (i alt 10 danskere)
Yderligere oplysninger findes på arrangørernes hjemmeside
Sociale medier:
Følg Andreas Trajkovski på Twitter
Følg Brit Sørensen (presseansvarlig) på Twitter

