Tirsdag aften venter et brag af en fodboldkamp i Porto, når FC Porto tager imod Chelsea i Champions League. Og for mange portugisere bliver det måske ikke så meget Chelseas spillere, der kommer i fokus, som det bliver holdets træner. Den legendariske Jose Mourinho står nemlig i spidsen for udebaneholdet på sin gamle hjemmebane Estádio de Dragão, hvor han gennem mange år førte Portugals mest succesfulde hold gennem tiderne til adskillige trofæer og derfor stadig nyder stor respekt i det stolte portvinscentrum.

Og som om det ikke var begivenhedsrigt nok, at Gary Lineker og den øvrige fodboldpresse indtager stadionforhallen dagen før det store brag, spilles der op til dans og festligheder uden for indgangen til klubbens fanshop. Dagen før dagen er nemlig samtidig 122 års dagen for klubbens etablering samt 2 års dagen for åbningen af FC Portos museum, der med sine 7.000 m², mere end 200 videoer og 200 udstillede trofæer tidligere i år vandt titlen for det mest innovative og kreative museum i Portugal.

Man når da også kun at træde nogle få skridt ind i det enorme museum, før selvsamme Jose Mourinho, med opslået krave og hænderne i sin lange trenchcoat, kigger olmt på en i skikkelse af en utrolig veludført helfigurs bronzeskulptur, der sammen med 10-12 andre udgør FC Portos Hall of Fame – skulpturer der gør Ronaldos statue i hjembyen Funchal til skamme.

Og det er måske i virkeligheden ikke helt tilfældigt, at man lige netop i Porto finder så veludførte skulpturer, eftersom en af de største skulptører i portugisisk historie, Soares dos Reis, netop er født i denne by og derfor også ligger navn til byens nationale kunstmuseum. Og sådan er der på rigtig mange måder utrolig mange links imellem byens – og landets – historie og FC Porto. Faktisk kan man helt uden at have interesse i fodbold bruge et par timer på at gå igennem det imponerende museum og få et rigtig godt overblik over både Porto og Portugals historie.

Landets historie starter i Porto

FC Porto spiller i blåt og hvidt – de samme farver, der udgjorde farverne i Portugals flag ved klubbens grundlæggelse i 1893. Og selvom Porto ganske vist aldrig har været Portugals hovedstad, har landet sin begyndelse netop her. Portugal startede nemlig som et hertugdømme, da byerne Portu og Cale , der lå over for Portu på den anden side af Douro-floden (i dag kaldet Vila Nova da Gaia), blev slået sammen under det fælles navn ’Portucale’ og kom til at udgøre det administrative centrum for hertugdømmet ’Portucalense’.

Klublogoet på FC Portos spillerdragt er endvidere en kombination af klubbens oprindelige logo – bogstaverne FCP – og Portos byvåben, som det så ud, inden António de Oliveira Salazar kom til magten i 1932. Under Salazar fik Portugal nemlig en fascistisk forfatning, og alle liberale og monarkistiske symboler blev beordret fjernet fra nationale objekter. Da der indgik en kongekrone beskyttet af en ildspyende drage i Portos byvåben, blev dette derfor ændret. Kun ganske få organisationer turde kæmpe imod Salazars regime, men blandt dem var altså FC Porto. Klubben insisterede derfor på at bevare både krone og drage i sit logo, hvormed dragen i dag er blevet klubbens symbol og også lægger navn til både holdet og klubbens stadion: Dragão.

Diktator Salazar var Benfica-fan

FC Porto havde da heller ikke just sin storhedstid under Salazars 36-årige regime. Det fornemmer man også tydeligt i klubbens museum, hvor der ved år 1974 er en skillelinje i historien (som symbol for ”Nellikerevolutionen”, der blev afslutningen af fem årtiers diktatur). Salazar var nemlig Benfica-fan og var ikke bleg for at bruge sin magt til egen personlig favorisering. Samtidig med at Portugal atter blev omdannet til et demokratisk land, begyndte FC Portos storhedstid, der i museet markeres med højlydte fanfarer og indtræden i et gigantisk trofæ-rum.

Under Salazars 36 år ved magten var pressefriheden i Portugal også stærkt begrænset. Mens der i mange lande tales om avisdød, oplever man i stedet i Portugal en befolkning, der nærmest ikke kan leve uden aviser (der typisk koster under 1,50 euro). På et hvilket som helst tidspunkt på dagen går man forbi bænke og caféer med avislæsende portugisere. Nogle mener, det store behov for at læse avis netop er en konsekvens af landets mangeårige pressecensur. Der findes da også hele to nationale aviser, der udelukkende handler om sport (primært fodbold!) – A Bola og Record – mens FC Porto gennem de seneste 30 år sågar har udgivet sit eget månedlige magasin Dragão med baggrundsartikler om klubbens profiler.

Danske Mick Schubert i hyldestvideo på museet

Det er dog ikke bare historisk, at byen og klubben har bånd til hinanden. En del af museet er en stor biografsal, hvor man ser en 6 minutters promotion-video, der viser, hvordan byen og klubben smelter sammen ved fx at fremhæve nogle af byens seværdigheder og vise, hvordan de blå/hvide striber, der kendetegner FC Porto, er en del af dagligdagen for byens indbyggere.

Og FC Porto er meget mere end en fodboldklub. Klubben har også et håndboldhold, baskethold, hockeyhold, boksning, svømning o.m.m. Danske Mick Schubert kommer pludselig op på skærmen i en hyldestvideo for FC Portos håndboldhold, hvor danskeren spillede i to sæsoner (2013/2014 og 2014/2015) – og i begge sæsoner vandt det portugisiske mesterskab. Han siger følgende om sin tid i FC Porto:

”Det særlige link mellem klubben og byen er, at det er byens hold, og alle der bor i Porto holder også med Porto. Det er en livsstil for folk [i Portugal] at holde med klubben fra deres by. Der er ubeskrivelig mange følelser involveret fra alle folk i byen, og derfor er det helt specielt at være der.

Klubben er helt fantastisk at være i, fordi alle er så dejlige og rare mennesker – det gælder både i klubben, men også folk i byen. Når man kommer udefra, tager de en til sig, som var man en af deres egne. Jeg har aldrig været i en klub, hvor folk var så imødekommende og venlige. Det er meget svært at beskrive tilhørsforholdet, hvis ikke man har været i det, fordi det er så specielt.”

Diversitet, udvandring og indvandring

På strategisk vis afsluttes både museumsbesøg og stadionrundvisning på Estádio de Dragão naturligvis med et besøg i fanshoppen. Her kan man så købe alt lige fra sutteflasker til sportstasker til spillerdragter til sandaler til askebægre – alt med FC Porto-logo, naturligvis. Ifølge den søde ekspedient i butikken er angriberne Aboubakar (fra Cameroon) og Brahimi (fra Algeriet/Frankrig) de to mest populære spillere i forhold til salg af spillertrøjer. Men de er jo slet ikke portugisiske statsborgere, så hvad har det så at gøre med portugisisk historie?

Jo, det er jo sådan, at Portugal geografisk set netop er pakket helt ind i Spanien og da også har måttet kæmpe gennem mange år for at opnå og fastholde sin selvstændighed. For at udvide sine grænser har landets regenter derfor måttet søge mod havs. Det har de så til gengæld været flittige til. Hvem har fx ikke hørt om Henrik Søfareren? Han lagde i 1394 grundlaget til Portugals mange store opdagelsesrejser, hvormed landet både fandt søvejen til Indien, indtog Brasilien og gennem mange år havde kolonier i både Nord- og Vest-Afrika – ja endda også i Kina (Macau). Og da landet samtidig har været skiftevis magtfuldt/velhavende og fattigt/ustabilt, er mange portugisere gennem tiden også emigreret til andre lande. Portugal er derfor en fantastisk smeltedigel af nationaliteter og racer. Det afspejles i høj grad også af FC Portos spillertrup, der tæller spillere fra hele 18 nationer foruden Portugal (se oversigt nedenfor).

Ud over de to angribere har også den spanske målmand Iker Casillas en stor fanskare i FC Porto, der jo ikke ligger langt fra den spanske grænse. Og på den måde mærker fanshoppen også en pludselig tilstrømning af spanske fans og laver nu alle opdateringer på de sociale medier på både portugisisk, engelsk og spansk – selvom Portugal i et historisk perspektiv ikke har været så glad for at give spaniere for meget magt.

Portugal må siges at være et af de lande i verden med størst diversitet blandt befolkningen. Racisme er derfor heller ikke et emne i det 560 km lange land på den iberiske vestkyst, der har stor tradition for både ud- og indvandring. FC Porto er da også gået forrest blandt verdens største sportsklubber for at sætte fokus på den nuværende flygtningesituation, hvor omkring 1 mio. mennesker anslås at være på flugt og derfor har brug for økonomisk støtte. Efter kampen i aften doneres 1 euro pr. tilskuer således til flygtninge og immigranter, der lige nu søger sikkerhed i Europa.

FC Porto etableret over et glas portvin

Og så gætter jeg på, at der bliver rigtig travlt i FC Portos fanshop tirsdag dag og aften! Ikke mindst med salget af én særlig souvenir: portvin. For selvfølgelig kan man købe en flaske portvin med hjem, når man er til fodbold i byen, der om noget er kendt for produktion af den søde vin. Men det er dog ikke bare af kommercielle årsager, at fanshoppen sælger disse flasker. For som jeg tidligere har nævnt, er der utrolig mange links imellem byen Porto og klubben FC Porto.

Da klubben blev etableret for nu 122 år og én dag siden, var det nemlig en af byens rige portvinsforhandlere, der stod bag. Og portvinsindustrien var måske slet ikke blevet så udbredt, hvis det ikke havde været for englænderne. Det var nemlig dem, der fik smag for de lækre druer fra det smukke Douro-område, der under vinproduktionen var blevet tilsat alkohol for at stoppe gæringsprocessen og bevare druernes naturlige sødme. Vinen blev endda så populær i England, at der opstod billige efterligninger, hvormed man for at sikre kvaliteten skabte verdens første demarkerede vindistrikt.

Engelske købmænd slog sig ned på flodbredden modsat Porto – i Vila Nova de Gaia – hvortil vintønderne ankom i særligt fladbundede både, der var udsejlet fra Douro-distriktet, hvor druerne voksede, og vinen blev produceret. I de etablerede portvinshuse skulle vinen lagre i mindst to år. Med undtagelse af brugen af fladbundede både er det stadig sådan, portvin laves den dag i dag. Og de største portvinsmærker er stadig af engelsk herkomst, selvom druerne er fra Portugal.

Når de engelske mestre står klar til startfløjtet på Estádio de Dragão tirsdag aften kl. 19.45 lokal tid, bliver de da sikkert også vel modtaget af de lokale fans. Portugal og England har nemlig historisk set været allierede igennem mange år, så det er altså ikke kun portvinen, de to nationer har som samlingspunkt.

Og så fornemmer man en stor respekt for Jose Mourinho for hans tid i klubben. Man siger ikke noget negativt om ham, selvom han står på modstanderens side i en for FC Porto yderst vigtig kamp (efter første spillerunde har de to point op til Chelsea på førstepladsen i gruppen). Som den venlige stadion-guide sagde på min rundtur forleden: ”Vi er altid glade for at se Mourinho her i klubben. Det er bare synd for ham, at han kommer til at tabe tirsdag aften.”

FC Portos slogan – og hashtag på twitter – er #SomosPorto. Det betyder ”Vi er Porto”. Jeg har længe siddet i Danmark og ikke helt forstået dette slogan. Og som danske Mick Schubert også nævner det ovenfra, kan det særlige tilhørsforhold mellem klubben og byen være svær at forklare for nogen, der ikke selv har oplevet det. Men nu er det endelig faldet på plads for mig. FC Porto ér Porto. Og man fristes til at tilføje: ”Porto er FC Porto.”

Nationale tilhørsforhold til FC Portos trup

Spanien: Iker Casillas, Iván Marcano, José Ángel, Miguel Layún*, Alberto Bueno, Cristian Tello

Brasil: Helton, Maicon, Evandro*

Mexico: Raúl Gudiño, Miguel Layún*, Héctor Herrera, Jesús Corona

Holland: Bruno Martins Indi*

Portugal: Bruno Martins Indi*, Rúben Neves, Danilo Pereira*, André André, Sérgio Oliveira, Silvestre Varela*

Chile: Igor Lichnovsky*

Østrig: Igor Lichnovsky*

Frankrig: Aly Cissokho*

Senegal: Aly Cissokho*

Uruguay: Maxi Pereira

Guinea-Bissau: Danilo Pereira*

Congo: Giannelli Imbula*

Frankrig: Giannelli Imbula*, Yacine Brahimi*

Serbien: Evandro*

Algeriet: Yacine Brahimi*

Cape Verde: Silvestre Varela*

Italien: Pablo Osvaldo*

Argentina: Pablo Osvaldo*

Cameroon: Vincent Aboubakar

* Spillere med dobbelt statsborgerskab