
Pressemeddelelse, udsendt d. 30.01.2016
Fredag aften amerikansk tid åbnede det danske OL-håb Andreas Trajkovski sin 2016-sæson med et brag. Ved sit første stævne nogensinde som såkaldt NCAA Division I-atlet (højeste niveau i amerikansk college-sport) nåede han ud på 7,55 m i længdespringsgraven, hvilket er hans hidtil længste spring i en indendørs sæsondebut. Trajkovskis holdkammerat og træningsmakker, amerikanske Jarrion Lawson, sprang sig ind på verdensranglistens førsteplads med et spring på 8,17 m.
Andreas Trajkovski skrev sidste år amerikansk college-historie ved at vinde både indendørs- og udendørssæsonen på Junior College (NJCAA) som den første ikke-amerikaner nogensinde. Det er et stort spring at gå fra NJCAA til NCAA, hvorfor den unge dansker i sit første NCAA-stævne fredag måtte tage til takke med en sjetteplads. Den 22-årige dansker er dog ganske tilfreds og fuld af optimisme, eftersom han aldrig før har sprunget så langt i sin sæsondebut og endda var hæmmet af både sygdom og en skade under stævnet.
”Det var super fedt at springe igen. Jeg har jo ikke sprunget siden DM i august, så jeg følte mig lidt rusten, men det var fedt at opleve gejsten i hallen. Jeg har været lidt stresset op til stævnet, fordi jeg fik en mindre skade i foden for to uger siden og samtidig har skullet indøve ny teknik med kortere tilløb. Jeg bliver nummer seks ud af 25, og de ligger ret tæt i toppen, så jeg er glad for at kunne være med her.”
Går efter ny PR om to uger

Allerede om to uger er der stævne igen, og også denne gang er det på hjemmebane i Fayetteville, Arkansas, der kan bryste sig af at have verdens hurtigste indendørs bane. Andreas Trajkovski har fået blod på tanden og går efter at sætte ny indendørs PR. Hans nuværende længste indendørs spring lyder på 7,68 m.
”Min træner er meget glad på mine vegne over resultatet i dag. Pga. skaden i foden havde vi aftalt, at jeg ikke skulle løbe 100%. Så jeg springer længere end nogensinde i min sæsondebut [9 cm i forhold til sidste år og 20 cm i forhold til 2014] uden at give mig 100% og er ikke engang tæt på planken. Det er hårdt at arbejde med den nye teknik, men jeg kan allerede mærke en positiv forskel, så jeg satser på at sætte ny PR om to uger.”
Ny træningsmakker er verdens bedste længdespringer
Den nye teknik, som Andreas Trajkovski arbejder på, skal give højere fart på de sidste meter hen mod planken. Samme teknik har haft stor effekt på Trajkovskis nye træningsmakker, Jarrion Lawson, der pt. ligger nr. 1 på verdensranglisten og er klar medaljefavorit ved OL i Rio. For fire år siden var rollerne omvendt, da Andreas Trajkovski vandt sølv og Jarrion Lawson vandt bronze ved Junior-VM i Barcelona.
”Vi har ikke sprunget sammen i fire år, men nu bor vi sammen, træner sammen og går i skole sammen osv. Jarrion er nærmest som en bror for mig, og det motiverer mig helt vildt at se, hvad han kan. Han har en vanvittig højde på, når han springer, og det giver mig virkelig blod på tanden. Han hepper også på mig og hjælper mig med teknikken, som han selv brugte en hel sæson på at indøve.”
Den 12. februar går det altså løs igen for det danske OL-håb i USA, når Arkansas Razorbacks åbner dørene til et af USA’s allerstørste indendørs atletikstævner: Tyson Invitational.
Links:
Se Arkansas Razorbacks fulde sæsonplan her