Pressemeddelelse, udsendt d. 27.02.2016
Den danske længdespringer Andreas Trajkovski leverede natten til lørdag dansk tid sit livs bedste længdespring og ligger nu nr. 28 i verden. I første forsøg ved stævnet SEC Indoor Championships nåede den 22-årige dansker ud på 7,87 m og forbedrede dermed sin personlige indendørs rekord med hele 19 cm. Det giver ham umiddelbart en rangering som nr. 10 i Europa og nr. 28 i verden. OL-kravet lyder på 8,15 m eller en rangering blandt Top-30 i verden frem mod OL.
”Jeg er bare sindssygt glad lige nu. Jeg har hele tiden vidst, at jeg havde det i mig, og jeg har arbejdet sindssygt hårdt for det her. Under opvarmningen i dag følte jeg mig rigtig godt kørende. Jeg havde regnet med, at jeg måske kunne komme ud på 7,75 – 7,80 m, og så når jeg helt ud på 7,87 m, og folk gik bare helt amok i hallen. Det var vildt fedt!” lyder det fra den energiske unge dansker efter stævnet i USA.
Oppe mod verdens allerbedste
Andreas Trajkovski skrev sidste år amerikansk college-historie ved at vinde både indendørs- og udendørssæsonen på Junior College (NJCAA) som den første ikke-amerikaner nogensinde. Med den præstation opnåede han en plads i truppen på USA’s førende collegehold for atletikudøvere, the Arkansas Razorbacks. Det har ikke været nogen nem overgang, da hans største konkurrenter nu tæller verdens absolut bedste længdespringere, som fx Marquis Dendy (nuværende verdensetter) og Jarrion Lawson. Sidstnævnte er dog samtidig nu den unge danskers holdkammerat i Arkansas, og det smitter altså positivt af på hans præstationer.
Sæsonen blev åbnet for en måned siden, hvor Trajkovski skød sig selv godt i gang med sit livs hidtil længste spring i en sæsonåbning (7,55 m). Siden har resultaterne været lidt svingende, da han med sin nye træner, Travis Geophert, er i gang med at indøve en ny tilløbsteknik, der skal give mere fart på de sidste meter hen mod planken.
”I dag sidder tilløbet bare lige i skabet, og det er super fedt. Det har ikke været nemt, da jeg i efteråret trænede to måneder alene og derefter skulle vænne mig til at træne sammen med andre igen. Men jeg har hele tiden stolet på min træner og stoler på processen, og i dag fik jeg endelig vist, at jeg har meget mere at give af. Jeg havde den rigtige rytme, den rigtige speed og den rigtige timing. I første forsøg springer jeg 7,87 m, og i andet når jeg faktisk ud på 8,06 m, men bliver dømt overtrådt. Det viser bare, at der stadig er noget at arbejde med, men jeg havde aldrig troet, at jeg kunne springe over 8 m indendørs, så lige nu er jeg bare vildt glad,” siger Andreas Trajkovski.
Håber på VM-billet
Indtil stævnet natten til lørdag lød Andreas Trajkovskis personlige rekord på 7,68 m indendørs og 7,82 m udendørs. Sidstnævnte resultat sikrede den danske atlet en sølvmedalje ved Junior-VM i 2012. Dengang lød hans årsbedste for indendørs på 7,55 m, så det giver en interessant indikation af, hvad der kan være i vente for Danmarks umiddelbart største OL-håb i længdespring, når udendørssæsonen indledes i slutningen af marts.

Foruden en sølvmedalje ved SEC Indoor Championships sikrede Andreas Trajkovski sig med sin nye PR en billet til det helt store nationale stævne NCAA Indoor Championships d. 11. marts. Eftersom VM indendørs i år finder sted i USA, håber han dog også, at resultatet kan give et wildcard til deltagelse i VM-stævnet i Portland, Oregon, d. 17.-20. marts.
Resultater fra SEC Indoor Championships 2016:
1. Jarrion Lawson (Arkansas) – 8,11 m
2. Andreas Trajkovski (Arkansas) – 7,87 m
3. Will Williams (Texas A&M) – 7,58 m
4. Marks Rubalcaba (Auburn) – 7,55 m
5. Kurt Jenner (Arkansas) – 7,54 m
IAAF verdensrangliste, længdespring:
1. Marquiz Dendy (USA) – 8,38 m
2. Greg Rutherford (GBR) – 8,26 m
3. Bachana Khorava (GEO) – 8,25 m
28. Andreas Trajkovski (DEN) – 7,87 m
Baggrund og tidligere pressemeddelelser om Andreas Trajkovski
Se Andreas Trajkovskis fulde sæsonplan her