video Verdensmester fra Jamaica hjælper Andreas på vej i USA

Andreas Trajkovski
Foto: Arkansas Razorbacks

Danmarks største længdespringstalent, Andreas Trajkovski, står foran sit store gennembrud i 2017, hvor han træder ind i rollen som profil for USA’s førende collegehold, Arkansas Razorbacks Track & Field. De seneste to profiler fra holdet skrev professionelle kontrakter i år og sidste år og har allerede gjort sig til prominente navne.

22-årige Omar McLeod fra Jamaica blev i 2016 verdensmester i 60 m hæk og olympisk mester i 110 m hæk og er på kontrakt med Nike. Ligeledes 22-årige Jarrion Lawson fra Texas, USA, blev i år 3-dobbelt national collegemester i både længdespring, 100 m og 200 m sprint – en præstation, der kun én gang tidligere er blevet udført, nemlig af legenden Jesse Owens. Af samme grund vandt Lawson i sidste uge den mest prestigefyldte titel i amerikansk college-sport, The Bowerman Award.

Både Omar McLeod og Jarrion Lawson er altså udklækket af University of Arkansas, hvor danske Andreas Trajkovski nu skal forsøge at træde i deres fodspor. Begge træner stadig med i Arkansas til daglig, og det smitter i dén grad af på den unge dansker, der i 2012 vandt sølv for sit længdespring på 7,82 m ved Junior VM i Barcelona. Dengang vandt ovennævnte Jarrion Lawson bronze.

Første vigtige mål er EM i Beograd

Andreas Trajkovski (Foto: BS Sports & Media)
Foto: BS Sports & Media

Andreas Trajkovski har rettet sit umiddelbare fokus på kvalifikation til EM i Beograd d. 3.-5. marts, og det strategiske træningsforløb siden august viser allerede nu lovende resultater. En del af strategien går på at forbedre fart og udholdenhed, og ved en test forleden viste den unge dansker en forbedring på 1,5 sek. over 300 m.

Sæsonstarten nærmer sig, og i ovenstående videointerview fortæller han nærmere om sin træning, inspirationen fra Omar McLeod og Jarrion Lawson, målsætning for 2017, og hvad det i det hele taget betyder at være college-atlet i USA på højeste niveau.

One comment

  1. […] Det altoverskyggende sæsonmål for indendørssæsonen er EM i Beograd d. 3.-5. marts. Kvalifikationen kræver et spring på 7,90 m, og det nåede Trajkovski faktisk også ud over ved årets første stævne (7,94 m) – dog blev springet dømt overtrådt med en tåspids. Det lover dog stadig rigtig godt for den tidligere junior-VM-sølvvinder fra Østerbro, der på sit college-hold Arkansas Razorbacks i år skal udfylde rollen som profil efter prominente navne som OL-atleterne Omar McLeod og Jarrion Lawson. […]

Skriv en kommentar