
Danske Mads Pedersen overraskede positivt på dagens enkeltstart i det portugisiske UCI 2.HC etapeløb Volta ao Algarve, hvor han slog både Mads Würtz Schmidt og andre store enkeltstartsspecialister som fx Taylor Phinney og Ryan Mullen. Det gav ham den særlige oplevelse at kunne sidde i det såkaldte ”hot seat” som indehaver af løbets bedste tid, indtil favoritterne langsomt begyndte at melde sig. Det blev til en flot 12. plads i et felt af i alt 194 ryttere – hvoraf de fleste kører på WorldTour’en.
”Jeg har godt vidst, min form var god, men at den kunne række til, at jeg kunne gøre det her i dag, det er mere, end jeg havde forventet, så jeg er super tilfreds. Jeg ville bare ud og give den fuld gas i dag og se, hvad det kunne blive til. Og så har jeg jo kørt stærkere end folk som Taylor Phinney og Ryan Mullen – det er sgu meget fedt,” sagde Mads Pedersen kort efter at være kørt i mål.
Mads Würtz Schmidt havde bare ikke benene i dag

Det var ellers en anden Mads, nemlig den tidligere Junior- og U23-verdensmester i netop enkeltstart, Mads Würtz Schmidt, man havde ventet at se køre i bedste danske tid. Men som Würtz udtalte efter dagens 18 km lange enkeltstart langs kysten omkring Portugals vestligste punkt, Sagres, havde han bare ikke benene i dag (se interview med Mads Würtz Schmidt her).
Mads Würtz Schmidt sluttede som nr. 32 på dagens etape – 1:02 min efter dagens hurtigste rytter Jonathan Castroviejo fra Movistar Team. Castroviejo var 4 sekunder hurtigere på den tekniske enkeltstartsrute end den firedobbelte enkeltstartsverdensmester Tony Martin, der ellers har vundet enkeltstarten i Volta ao Algarve to gange før.

”Jeg tror da, Mads er fint nok tilfreds, selvom det altid er irriterende at blive slået af en anden dansker. Men jeg kørte da også efter at slå Mads i dag, og han har med garanti også kørt efter i hvert fald at blive bedste dansker, så det er jo meget sjovt. Jeg tror, Mads er tilfreds, og jeg er i hvert fald også tilfreds,” sagde Mads Pedersen om den danske ‘rivalisering’.
Roglic overtager løbets førertrøje
Slovenske Primoz Roglic (Team LottoNL-Jumbo), der blev nr. 2 på løbets første bjergetape i går, blev nr. 3 på dagens enkeltstart og er nu i løbets gule førertrøje med en tidsforskel på 22 sekunder ned til Michal Kwiatkowski (Team Sky), der blev den samlede vinder af Volta ao Algarve i 2014.

Der resterer nu en sprinteretape (lørdag) og løbets kongeetape (søndag), så klassementet er helt sikkert ikke afgjort endnu.
Fjerde etape af 43. udgave af Volta ao Algarve, der i år er avanceret til 2.HC-løb og vises på Eurosport i 55 lande (på Eurosport 2 i Danmark), starter kl. 12:00 lokal tid i byen Almodôvar og forventes afsluttet omkring kl. 16:50 (lokal tid) i Tavira. Etapen er 203,4 km med kun en enkelt kategori 4-stigning undervejs.
Følg med via disse officielle kanaler:
Volta ao Algarve (2.HC)
- etape: Albufeira -> Lagos (182,9 km), sprinteretape
Vinder: Fernando Gaviria, Quick-Step Floors
- etape: Lagoa -> Alto da Fóia (189,3 km), bjergafslutning
Vinder: Daniel Martin, Quick-Step Floors
- etape: Sagres -> Sagres (18 km), ITT
Vinder: Jonathan Castroviejo, Movistar Team
- Førertrøjen: Primozz Roglic, Team LottoNL-Jumbo
- Pointtrøjen: Daniel Martin, Quick-Step Floors
- Bjergtrøjen: Daniel Martin, Quick-Step Floors
- Ungdomstrøjen: Tiesj Benoot, Lotto Soudal
- Almodovar -> Tavira (203,4 km), lang etape m. sprinterafslutning
- Loulé -> Malhão (179,2 km), kongeetape
Tre danske ryttere til start:
- Jesper Hansen (Astana Pro Team) – pt. nr 62 i klassement (10:55 min op)
- Mads Pedersen (Trek-Segafredo) – pt. nr. 119 samlet (20:31 min op)
- Mads Würtz Schmidt (Team Katusha-Alpecin) – pt. nr. 130 samlet (22:35 min op)
Tidligere vindere til start:
- Michal Kwiatkowski, Team Sky (2014)
- Tony Martin, Team Katusha Alpecin (2013, 2011)
Andre store profiler til start:
- John Degenkolb (Trek-Segafredo)
- Taylor Phinney (Cannondale-Drapac Pro Cycling Team)
- Nacer Bouhanni (Cofidis, Solutions Crédits)
- Luis Leon Sanchez (Astana Pro Team)
- Alex Dowsett (Movistar Team)
- Mark Cavendish (Dimension Data)
- Edvald Boasson Hagen (Dimension Data)
- Omar Fraile (Dimension Data)
- Jens Debusschere (Lotto Soudal)
- Tony Gallopin (Lotto Soudal)
- Arnaud Démare (FDJ)
- Daniel Martin (Quick-Step Floors)