
Personen bag BS Sports & Media er 40-årige Brit Sørensen fra Århus – selvudlært i PR inden for sport & entertainment

Jeg har udført pressearbejde siden 2011 – primært inden for nichesportsgrene som fx triathlon, duathlon, vandski, beach handball m.m. Jeg har dog også arbejdet med cykling gennem flere år, bl.a. som pressechef for det nuværende Team CULT Energy, der dengang hed Glud & Marstrand-LRØ og gennem adskillige år har været Danmarks mest succesfulde cykelhold. Her gik mit nichefokus på at skabe medieomtale for det før lidt ukendte kontinentalniveau med særligt fokus på U23 ryttere.

I bund og grund handler pressearbejde for mig om at fortælle historier – og gerne på en ny og inspirerende måde. Hertil er de sociale medier en perfekt platform, idet sport har en helt særlig profil på disse medier. Med en naturlig nysgerrighed for det nye og anderledes er det vigtigt for mig at holde mig opdateret omkring nye tendenser og muligheder i den digitale medieverden, som professionelle sportsfolk kan drage nytte af.

Det er vigtigt at bemærke, at jeg IKKE er uddannet journalist, hvilket jeg selv ser som en fordel – så har jeg nemlig slet ingen boks at tænke min strategi ind i. Jeg har gennem årene opbygget min helt egen tilgangsvinkel til pressearbejdet, som altid har haft en god effekt. Det handler netop ofte om at gøre tingene på en lidt alternativ måde for at vække opsigt. Det er dog vigtigt at sige, at jeg aldrig går på kompromis med kvaliteten.

Med en helt naturlig passion for stort set al slags sport er jeg tit at finde til sportevents rundt omkring i både Danmark og udlandet. Ofte har jeg også mit kamera med og skyder billeder, som derved kan bruges af både sportsfolk og medier til at fortælle videre på den gode historie, jeg altid mener, man kan finde i sportens verden.