Fra Horsens til Africa Cup of Nations

Rundt regnet 40 Premier League-spillere er i disse dage at finde i Cameroun, hvor de Afrikanske Mesterskaber (Africa Cup of Nations) netop er blevet skudt i gang. Ikke helt så mange kan den danske Superliga bryste sig af at have sendt afsted, men der er dog nogle stykker. To spillere repræsenterer Gambia ved slutrunden, men har en hel del mere til fælles end blot et gambisk pas – bl.a. en tidligere dansk adresse.

Det bliver uden tvivl en stor oplevelse for 20-årige James Gomez at repræsentere sit fædreland ved slutrunden i Cameroun. Får han spilletid, får han nemlig ikke blot sin officielle debut for ”The Scorpions”, som landsholdet kaldes, men får også slutrundedebut for og med Gambia. Det er nemlig første gang nogensinde, det lille afrikanske land med blot 2,4 mio. indbyggere er repræsenteret ved Africa Cup of Nations (AFCON).

Det bliver dog en noget anderledes scene for James Gomez at løbe ind på på Limbe Omnisport Stadium i det sydvestlige Cameroun, hvor der er plads til 20.000 tilskuere, og hvorfra kampene vises over hele verden. På en god dag spiller han nemlig foran blot 2.000 tilskuere på CASA Arena i den danske NordicBet LIGA – og kampene streames kun i Skandinavien. Den unge spiller fornemmer da også, at alles øjne pludselig er rettet mod ham og de øvrige gambiske spillere, der altså repræsenterer hjemlandet ved AFCON for allerførste gang.

”Jeg ved godt, der er mange, der ser med derhjemme, og mange har store forventninger til mig og til holdet. Jeg føler mig bare privilegeret ved at være udtaget til at være med til AFCON for første gang, men jeg tager det stille og roligt, for det hjælper ikke at tænke for meget over folks forventninger. Jeg glæder mig virkelig meget til den første kamp, og jeg kommer da nok også til at være lidt nervøs til at starte med, men jeg regner med, det går hurtigt over, og så handler det jo bare om at levere på banen,” udtaler James Gomez fra hotelværelset lidt uden for byen Limbe.

Lidt skræmmende med politieskorte

Afviklingen af AFCON har i det hele taget været præget af stor usikkerhed grundet Covid-19 pandemien og skulle da også egentlig have været afviklet sidste sommer. Det gambiske landshold havde taget alle forholdsregler, da holdet samledes til den forberedende træningslejr i december – først i Gambia, dernæst i Qatar – men alligevel blev både de selv og deres modstandere i to planlagte træningskampe ramt af flere tilfælde af coronavirus, hvorfor Gambias kampe blev aflyst. Holdet har altså derfor ikke spillet en kamp sammen forud for sin første turneringskamp onsdag eftermiddag kl. 17:00 dansk tid mod Mauretanien.

”Alle spillere er egentlig i god form, og vi har trænet en del. Men det har selvfølgelig ikke været den bedste optakt for os, fordi vores træningskampe blev aflyst, så vi kommer helt uden kamptræning. Det kommer da nok til at kunne ses i den første kamp, men vi føler egentlig, vi kender hinanden godt, og der er en god og positiv stemning i truppen. Jeg har stadig ikke været med omkring landsholdet så mange gange, men jeg kender de fleste spillere i forvejen og har spillet med dem, enten da jeg voksede op i Gambia, eller som en del af U20-landsholdet,” lyder det fra den unge landsholdsspiller.

Udover de mange sygdomstilfælde, de aflyste træningskampe samt den høje varme og luftfugtighed i Cameroun (26-34 Co), er der dog en helt anden ting, James Gomez og hans gambiske landsholdskammerater skal vænne sig til i Cameroun. Lige netop Gambias gruppe skal nemlig spille alle sine indledende kampe i byen Limbe, der desværre gennem flere år har været centrum for en voldelig konflikt mellem den fransktalende og den engelsktalende del af regionen. Så sent som i januar sidste år blev der blot få dage før en fodboldkamp mellem Zambia og Tanzania sprunget en bombe foran netop Limbe Omnisport Stadium, ligesom en spillerbus også har været under beskydning. Det gambiske landshold – samt de øvrige landshold, der skal spille i regionen under AFCON – fragtes således frem og tilbage mellem træningsbanen, hotellet og stadion under heftig politieskorte.

”Det er klart, at det er noget andet, end vi er vant til hjemmefra. Det er en stor turnering og et andet niveau, end vi kender i forvejen. Det virker selvfølgelig lidt skræmmende med al den her sikkerhed, og vi måtte da også omorganisere vores ankomst til Cameroun, da det var meningen, vi skulle være ankommet sent om aftenen – men det vurderede arrangørerne ikke var sikkert. Der står også mange mennesker ude foran hotellet, som også er under bevogtning 24/7. Men vi er glade for at have beskyttelse og føler os trygge og forsøger ikke at lade os påvirke af det,” siger AC Horsens-spilleren, der altså er vant til noget roligere forhold på og omkring Langmarksvej i Horsens.

Gomez og Sanneh er konkollegaer

Og lige netop Horsens er en by, som en af Gomez’ landsholdskollegaer, Bubacarr Sanneh, kender særdeles godt. Det var nemlig også byens stolte klub, AC Horsens, der satte gang i Sannehs karriere og fik ham i landstrænerens søgelys. Og det er langt fra nogen tilfældighed. Sanneh og Gomez har nemlig den samme manager, Modou Lamin Beyai, der startede som presseansvarlig i den førende klub i hjemlandet, Real de Banjul. Det var altså ham, der formidlede kontakten mellem den gambiske hovedstadsklub og AC Horsens – og senere er han blevet personlig manager for flere af de gambiske landsholdsspillere, inklusive Gomez og Sanneh.

Lighederne mellem James Gomez og Bubacarr Sanneh stopper dog ikke her. For at det ikke skal være løgn kæmper de nemlig om præcis den samme plads i midterforsvaret, idet de begge er højrebenede. Det skal dog siges, at begge spillere kan spille begge positioner i midterforsvaret – men ingen ved endnu, hvem der skal spille fra start og hvor på banen.

”Under træningen har vores træner faktisk spillet alle på flere forskellige pladser. Vi er jo en trup på 28 mand [flere end normalt pga. covid-19], så der er blevet rokeret en del til træningen. Jeg ved ikke noget endnu, men jeg håber da selvfølgelig, jeg bliver blandt de 18, der udtages til den første kamp. Og om jeg skal spille, eller Bubacarr skal spille, eller Omar Colley [UC Sampdoria] skal spille er egentlig lige meget. Vi er alle klar, og det vigtigste er at spille som et hold,” lyder det snusfornuftigt fra den unge midtstopper, der dog har svært ved at undertrykke et lille smil ved udsigten til potentielt at spille sammen med Sanneh i forsvaret.

Klubløs Sanneh – man on a mission

Som de fleste nok husker, udgjorde Bubacarr Sanneh en bundsolid og fysisk stærk midtstopper i forsvaret i først AC Horsens og dernæst hos de danske mestre og pokalvindere FC Midtjylland. Han drog fra Heden med en stor kontrakt, og en endnu større pengepung, i bagagen til Belgien, hvor han efter planen skulle spille i fem år i RSC Anderlecht. Han kom dog desværre aldrig for alvor til at indgå i trænerens planer, og efter adskillige lejeophold – senest i AGF sidste forår – fik han i august sidste år ophævet sin kontrakt og er nu klubløs.

Bubacarr Sanneh er ikke noteret for en kamp siden 21. marts 2021.  Det kan måske derfor lyde, som om han slet ikke er i form til at spille AFCON – og da slet ikke fra start. Om det er tilfældet, kan I læse mere om i morgen – stay tuned!

One comment

Skriv et svar til Sanneh klar til en ny start – BS Sports & Media Annuller svar